DanmarkFDF Friluftscenter Sletten

Om projektet

FDF Friluftscenter Sletten danner med sine 1150 kvadratmeter ramme om et inspirerende lejr- og friluftsliv, hvilket kommer til udtryk i bygningens åbne, indre rum, hvis vældige vinduesfacade og gennemgående brug af træ og sten får arkitektur og landskab til at smelte sammen.

Huset slører således grænsen mellem inde og ude. En tæt kontakt til naturen, der understreges af den store pejs, der udgør hjertet i huset og fungerer som det naturlige samlingspunkt i husets store multisal. Trods sine nærmest monumentale, indre dimensioner lægger huset med sin placering op mod det skovklædte bakkedrag sig naturligt ind i landskabet, mens vinduesfacaden giver panoramaudsigt over de naturskønne omgivelser.

Huset indskriver sig dog ikke neutralt i omgivelserne, men afspejler og udfordrer på en og samme tid det midtjyske søhøjlands smukke landskab i kraft af sin samtidige organiske og skarptskårne profil. Tagets skrånende flade forstærker husets afklarede forhold til omgivelserne, hvor skoven omkranser den grønne, skrånende slette, der med sit amfiteater og udstrakte areal indbyder til leg og læring for børn og unge.