DanmarkFremtidens Foreningshus

Om projektet

Foreningshuset i Holbæk er et resultat af en arkitektkonkurrence til Fremtidens Foreningshus udskrevet af Lokale- og Anlægsfonden i 2000.

Konkurrencens udgangspunkt var Charter 99 – ”Arkitekturens Dogmer” – hvor omdrejningspunktet har været at skabe et grundrum, hvor konstruktion, lys og stoflighed tilsammen giver arkitektoniske og rumlige kvaliteter, der fremstår enkelt, robust og fri for unødvendige detaljer. (Læs mere om Charter 99 på www.kum.dk/sw1376.asp).

Husets idé er et fleksibelt byggesystem, der med enkle elementer kan sammenstykkes alt efter den aktuelle forenings behov og placering.

Foreningshuset i Holbæk ligger på en naturgrund syd for Bispehøjen. Stedet er karakteriseret af et lægivende plantehegn mod Bispehøjen, en lille sø samt en gruppe af løvtræer i den sydlige del af arealet.

Huset består af et rektangulært volumen med to klimazoner: Den ene er en overdækket zone afgrænset af et espalier, som definerer husets ydre udstrækning. Den anden er et klimatiseret indre volumen med lukkede vægge og frit placerede vinduer. Herved fremstår bygningen – set udefra – som en klar og enkel helhed, hvor de to zoner opleves som et ”hus i huset”.

Bygningen har et overdækket areal på 472 kvm., og et indre klimatiseret volumen på 308 kvm. til aktivitetsrum.

De tekniske og ”våde” funktioner – køkken, teknik og toiletter – er placeret i to murede kerner. Rundt om disse er der rejst limtræsrammer, der bærer højisolerede facade- og tagkassetter i træ.

Taget er udført med ståltrapezplader oven på tagkassetterne og glasfiber-trapezplader over veranda og ovenlys.

Udvendig beklædning og espalier er douglasgran, som er overfladebehandlet med lys trætjære. Inde er såvel loft som vægge og gulv udført i brandimprægneret fyrretræ, der er lud- og sæbebehandlet.

Huset er i princippet ét stort rum. Kun de murede kerner står som rum i rummet.