DanmarkGrønvangskolen

Om projektet

Grønvangskolen er en 3-sporet folkeskole til ca. 800 elever. Skolen er grupperet i fire bygninger – en stor hovedbygning og tre undervisningsbygninger. Hver af disse bygninger er udformet som en vinkel omkring et atrium, og bygningerne er placeret på plateauer, så de fremstår svævende over terræn.

Hovedbygningen huser administration, faglokaler, pædagogisk servicecenter samt skolens aula. Den er i to etager og er opført i beton beklædt med skærmtegl i en grå nuance. Aulaen udgøres af atriet med en vestfacade af glas fra gulv til loft og et plant tag, der som en lanterne er hævet over de omgivende bygninger i form af et to meter højt lodret vinduesbånd mellem facader og tag.

Undervisningsbygningerne er lette og åbne og består i princippet af en række træbeklædte vægskiver med klasselokaler imellem. Yderfacaden mellem skærmvæggene udgøres af et stort glasparti med udgang til en terrasse. Ideen har her været at skabe en meget åben og imødekommende skole, hvor grænsen mellem ude og inde er flydende. Alle klasselokaler har derfor adgang til en terrasse og en atriumgård.

De markante vægskiver er opbygget på et stålskelet, der udvendigt er beklædt med oliebehandlet cedertræ og indvendigt med fyrretræ lakeret med hvidpigmenteret lak. Der er etableret nicher i væggene til hylder, skabe og arbejdspladser.

I de tre undervisningsafsnit binder en kubisk to etagers fællesbygning beklædt med skærmtegl og lanterne af glas bygningerne sammen med hovedbygningen.