DanmarkLindehusets pavillon

Om projektet

Tilbygningen til den integrerede institution Lindehuset i Risskov er en fritstående pavillon, der med en overdækket pergola kobler sig til den eksisterende institution.

Pavillonen kan karakteriseres som et udendørs inderum og fungerer både som en del af legepladsen og som en udvidelse af inderummene. Det er således et lille multihus, der er indrettet til at kunne holde til det meste. Her kan man lege med ler, studere insekter, plante tomater, bygge drager eller holde arrangementer.

Pavillonen er en åben og let bygning. Taget har et stort udhæng, der delvist dækker husets base, en stor terrasse i lærketræ. Taget bæres her af træsøjler, der står som en forlængelse af pergolaen. Derudover er pavillonen opført som en træskeletkonstruktion.

Mod øst og syd har pavillonen store glaspartier, mens der mod vest er regulære vinduer med varierende højde og størrelse. Facaderne er dels beklædt med støbeplader og dels med en bræddebeklædning af olieret lærketræ.

Indvendig er gulv og vægge beklædt med brædder af gran og lærketræ. Konstruktionen er synlig, og der er anvendt støbeplader til bænke og opbevaring, så huset fremstår rå, robust og meget brugbart.